Efterfødsels Flow
Efterfødsels Flow er et specialiseret 6-ugers genoptræningsforløb for mødre, der ønsker en tryg og fagligt funderet start på træningen efter graviditet og fødsel. Graviditet og fødsel forandrer kroppen – både muskler, bindevæv, vejrtrækning og kropsfornemmelse – og mange oplever usikkerhed omkring, hvordan de bedst genopbygger styrke og stabilitet. På Efterfødsels Flow arbejder vi målrettet med genoptræning af bækkenbunden og etablering af en god og funktionel knibefunktion, opbygning af den indre stabiliserende kropskerne samt vejledning ved delte mavemuskler og efter kejsersnit. Undervisningen kombinerer teoretisk viden med rolige og progressive øvelser, så du både forstår din krop og lærer at aktivere den korrekt. Forløbet tager altid udgangspunkt i den efterfødte krop og tilpasses det niveau, du står på.
Du kan deltage fra 8 uger efter fødslen – eller senere, hvis du først nu ønsker at prioritere din genoptræning. Baby er naturligvis velkommen, og der er plads og ro til at pusle, amme eller give flaske undervejs efter behov. Rammerne er skabt med forståelse for livet på barsel, hvor tempoet bestemmes af de små.
Forløbet varetages af Anne, uddannet GynObs fysioterapeut med speciale i graviditet og efterfødsel samt ammevejleder. Med en kombination af solid faglighed og erfaring skabes et trygt rum, hvor du kan genopbygge din krop med kvalitet, kropsbevidsthed og respekt for processen.
Prisen for hele forløbet er 600 kr.
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at tage kontakt til Gravida.